Hjem » Blogindlæg » Skal patienter mistænkt for SAH have foretaget lumbalpunktur?

Skal patienter mistænkt for SAH have foretaget lumbalpunktur?

I denne spotartikel sættes fokus på den praksis hvor der tages en lumbalpunktur 12 timer efter symptomdebut ved mistænkt SAH og negativ CTC.

Baggrund

Traditionelt anbefaler guidelines og instrukser at man ved patienter mistænkt for SAH udfører en lumbalpunktur med undersøgelse for Xantokromi, såfremt CTC ikke viser tegn til SAH. Dette skyldes at blod i subarachnoidalrummet hæmolyserer, således at tegn til dette hurtigt forsvinder, men nedbrydningsprodukter kan påvises i lumbalpunktur. Nogle steder afviges dog fra denne praksis, med henvisning til bedre kvalitet af CT scanninger i dag end før i tiden.

Nuværende praksis

Praksis kan variere fra sted til sted. Men den nationale NBV fra Dansk Neurologisk Selskab anbefaler fortsat lumbalpunktur 12 timer efter symptomdebut for at udelukke SAH.

Udpluk af guidelines om emnet

Dansk Neurologisk Selskab anbefaler lumbalpunktur 12 timer efter symptomdebut for at udelukke SAH. Denne guideline er senest opdateret i 2021.

UpToDate anbefaler ligeledes lumbalpunktur 12 timer efter symptomdebut, men undtagen hvis symptomdebut inden for 6 timer, isoleret hovedpine og normal neurologisk undersøgelse. Denne instruks er senest opdateret i 2023.

Udpluk af studier om emnet

Et prospektivt kohortestudie fra 2011 undersøgte værdien af 3. generations CTC til udelukkelse af SAH, hvis pt. blev scannet inden for 6 timer fra symptomdebut. De fandt en generel sensitivitet på 92,9%, specificitet på 100%, en negativ prædiktiv værdi på 99,4% og positiv prædiktiv værdi på 100%. For alle dem der blev scannet inden for 6 timer var sensitivitet, specificitet, negativ prædiktiv værdi og positiv prædiktiv værdi 100% – man identificerede alle tilfælde af SAH med CTC. De konkluderede derfor at CTC var tilstrækkelig til at stille diagnosen SAH, lumbalpunktur var ikke nødvendigt, hvis det er inden for 6 timer fra symptomdebut.

Vigtigste pointer

  • Det er i Danmark fortsat anbefalingen at foretage lumbalpunktur 12 timer efter symptomdebut for at udelukke SAH.
  • Internationale guidelines mener dog at man kan undlade dette hvis scanning gennemføres inden for 6 timer fra symptomdebut, hvilket ofte er tilfældet.

Referencer

  1. Vaskulære malformationer og SAH (nNBV juni 2021)
  2. Aneurysmal subarachnoid hemorrhage: Clinical manifestations and diagnosis (UpToDate 2023)
  3. Perry JJ, Stiell IG, Sivilotti ML, Bullard MJ, Emond M, Symington C, Sutherland J, Worster A, Hohl C, Lee JS, Eisenhauer MA, Mortensen M, Mackey D, Pauls M, Lesiuk H, Wells GA. Sensitivity of computed tomography performed within six hours of onset of headache for diagnosis of subarachnoid haemorrhage: prospective cohort study. BMJ. 2011 Jul 18;343:d4277. doi: 10.1136/bmj.d4277. PMID: 21768192; PMCID: PMC3138338.

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *