CFS og NEWS kan forudsige mortaliteten i FAM

Her præsenteres videnskabelig artikel fra 2023 hvor man kombinerer frailty med sværhedsgraden af akut sygdom til at forudsige mortaliteten i FAM.

Clinical Frailty Scale (CFS) er igang med at blive udrullet i det danske sundhedsvæsen. Det er rigtig godt fordi der så kommer fokus på at bedømme skrøbelighed for patienter på tværs af afdelinger og sektorer. På nuværende tidspunkt vil alle patienter på 80 år og mere skulle have vurderet CFS, hvis de bliver indlagt på et sygehus i Danmark. Snart vil det også blive vurderet i almen praksis og i kommunerne. Men hvad kan man egentlig bruge CFS til?

I denne artikel sættes fokus på en videnskabelig artikel skrevet af Nissen et. al. i 2023, hvor de forsøger at kombinere vurderingen af frailty med sværhedsgraden af akut sygdom for ældre patienter der indlægges i FAM. Dette bruger de til at finde 30 dages mortaliteten for patienterne. Sværhedsgraden af akut sygdom vurderes ved NEWS og frailty ved CFS.

Dette kommer der nedenstående graf ud af, hvor man kan aflæse 30 dages mortaliteten som funktion af CFS og NEWS. Som man kan se er det specielt ved CFS 5-7 at sværhedsgraden af akut sygdom har stor betydning for 30 dages mortaliteten. Det ses også at hverken NEWS eller CFS er god i sig selv til at forudsige 30 dages mortaliteten, det er kombinationen af de to der er afgørende.

30 dages mortaliteten ved kombination af CFS og NEWS (Kilde: Nissen et. al.)

Det er også derfor at det er vigtigt at vurdere den akutte sygdom før man vurderer CFS når man skal vurdere den bedste plan for patientens behandling. Ved at starte med at vurdere CFS er der risiko for at man ikke medtager sværhedsgraden af akut sygdom i betragtningen. Dette giver en risiko for diskrimination på baggrund af frailty, såkaldt frailisme (som pendant til ageisme).

Søren Kabell Nissen, der har skrevet artiklen og har lavet PhD i Frailty, har også udviklet en gratis app til at finde 30 dages mortaliteten på baggrund af ovenstående graf. Den giver hurtigt et overblik hvis man står med en patient i FAM, hvor man gerne vil have vurderet den forventede 30 dages mortalitet.

Referencer