Demografisk udvikling af geriatriske patienter
Her kan du læse hvor man finder information om den demografiske udvikling af geriatriske patienter de kommende år.
Det kan være anvendeligt at følge med i prognosen for den demografiske udvikling. De kommende år forventes mange flere ældre patienter, hvilket mange har gjort opmærksom på. Et godt sted at hente data for befolkningsfremskrivningen er hos Danmarks Statistik, hvor man både kan hente data for hele Danmark og for enkelte regioner. Dataene kommer frem i tabeller, som man kan eksportere til excel og på baggrund af dette fx. lave grafer for den forventede udvikling i befolkningen.
Jeg har for eksempel været inde og kigge på udviklingen i antallet af 80+ årige i Region Syd hvor jeg kommer fra. Her kan man se en vækst fra 77.957 i 2025 til 139.244 i 2050 – en vækst på 79%. Bare inden for de næste 5 år vil man se 24% ekstra 80+ årige i Region Syddanmark.

På samme måde kan man se på udviklingen af 65-79 årige, der også er geriatriske patienter. Her ses ligeledes en stigning på 12% fra 207.339 i 2025 til 231.791 i 2041, hvorefter kurven knækker og der ses et fald ned til nogenlunde samme udgangspunkt i 2050.

Antallet af 18-70 årige der udgør den primære arbejdsstyrke er omvendt faldende i denne periode. De falder fra 808.971 i 2025 til 754.887 i 2050 – et fald på 7%.

Man kan altså ved data fra Danmarks Statistik både finde befolkningsfremskrivning for hele Danmark og for enkelte regioner, så man kan se lokale demografiske udviklinger. Jeg kan også anbefale at se rapporten fra både Robusthedskommisionen og Sundhedsstrukturkommisionen.